Emissionsbaseret kvælstof- og arealregulering
Projektet er bevilget af Grønt Udviklings- og DemonstrationsProgram (GUDP) i 2014. Formålet med at udvikle en emissionsbaseret kvælstof- og arealregulering, baseret på målinger, er at opnå en omkostningseffektiv miljøregulering. Regulering, baseret på målinger, er tænkt som en tilvalgsmulighed til en ny, målrettet regulering, som forventes indført i 2016. Målinger kan sikre en bedre målretning af virkemidler. Målinger vil også sikre, at langt flere virkemidler kan tages i anvendelse, da man ved regulering baseret på målinger ikke er afhængig af, at virkemidler er godkendt på forhånd. Kvælstofregulering, baseret på målinger, vil desuden give et incitament til at optimere effekten af valgte virkemidler.
Projektet skal udvikle koncepter for en emissionsbaseret regulering, baseret på N-min målinger, og målinger af kvælstofudledning gennem dræn og i vandløb. Koncepterne skal danne grundlag for, at en emissionsbaseret regulering kan indgå i ny lovgivning. Projektet skal desuden demonstrere en emissionsbaseret kvæl-stofregulering i tre oplande, herunder vise hvordan regulering, baseret på målinger, påvirker bedrifternes produktionsmuligheder samt valg og placering af virkemidler. Der skal udarbejdes et vejledningsmateriale om emissionsbaseret regulering. Det er estimeret, at en emissionsbaseret regulering kan udbredes til 500.000 ha i løbet af 5 år. Målinger skal anvendes til at dokumentere, at der kan gødskes efter afgrødernes kvælstofbehov uden at grænser for kvælstofudledning til vandmiljøet overskrides ved i stedet at anvende andre virkemidler, der er mere omkostningseffektive end reduceret gødskning. Mere optimal gødskning med kvælstof vil øge udbytterne og proteinindholdet i afgrøderne. Den økonomiske nettogevinst – efter fradrag af omkostninger til målinger og alternative virkemidler - er beregnet til 230 mio. kr. pr. år, hvis undergødskningen reduceres med 30 kg N pr. ha på 500.000 ha.